Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Karl Schlichter
    Foto: Karl Schlichter
  • Fotograf: Niels Ørbæk
    Foto: Niels Ørbæk
  • Fotograf: Ole Dahlgreen
    Foto: Ole Dahlgreen

 Figur

  • Figur 1
    Figur 1. Her ses tydeligt forskellen på de 2 arter Vandpest. Smalbladet Vandpest med spidse og klokrummede blade til venstre.

Atlas

: Almindelig Vandpest overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: Skudrankerne kan blive indtil et par meter lange. Almindelig Vandpest er en som udgangspunkt rodfæstet vandplante, der også klarer sig godt løsrevet og fritflydende. Stænglen er tynd og grenet.

Blade er 10-30 mm lange, 1,5-3,5 mm brede, mørkegrønne, tynde, bløde og med but til afrundet spids. Blomsterne hvidlige, 3-4 mm brede, på tynde stilke, som hæves over vandoverfladen.

Almindelig Vandpest
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: John Holst

Forveksling

: Den kan forveksles med Smalbladet Vandpest, men denne har spidse blade, som er klokrummede, i hvert fald foroven i skuddet. Se illustrationsfoto

Udbredelse

: Almindelig i de frugtbare egne, især i bynære søer, åer og grøfter. Ellers hist og her til temmelig almindelig.
Almindelig Vandpest - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Året rundt. Om vinteren er den dog ofte ret afrappet, men kan som regel let erkendes.

Tidsmæssig fordeling

af Almindelig Vandpest baseret på Naturbasens observationer:
Almindelig Vandpest - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Almindelig Vandpest - månedlig fordeling

Biologi

: Nedsænket vandplante, som er fritsvømmende eller med svagt rodfæste. Planten er tvebo med særskilte han- og hunplanter, men der findes kun hunplanter i Norden.

Almindelig Vandpest udvikler vinterknopper/overvintringsknopper, som er korte skud med tætstillede blade.

Den har været anvendt og anvendes som akvarieplante. Almindelig Vandpest stammer fra Nordamerika og er blevet spredt i naturen, ved at folk har tømt indholdet af deres akvarier ud i søer og åer.

Første fund i Europa er fra Irland i 1836.

I Danmark fandtes den første gang i naturen ca. 1870 i Sønderjylland.

Den har meget effektiv vegetativ spredning. Små stængelstykker kan hurtigt gro ud til nye planter. Den har fået navn efter, at den hurtigt totalt kan dominere en sø. Senere reduceres dens dominans ofte.

Økologi:

Almindelig Vandpest er ret tolerant over for eutrofiering, men selv den kan ikke klare hvad som helst, idet dens blade overgros med epifytiske alger, hvorved dens fotosyntese hæmmes. De dele af planten, der overgros med epifytiske alger m.v. har ikke effektiv fotosyntese, fordi algebelægningerne skygger for sollyset. Vandpest-planten kan i nogen grad kompensere ved sin hurtige vækst, hvor de nye plantedele har effektiv (positiv) fotosyntese indtil de evt. overgros af algebelægningerne. Algerne har hurtigere vækst ved høje næringsniveauer (især af kvælstof og fosfor) og kan udkonkurrerere karplanterne, når næringsniveauerne stiger. - Selv Almindelig Vandpest kan tabe i denne konkurrence, selvom den er mere standhaftig end de fleste andre vandplanter p.g.a. sin ret hurtige vækst. Andre vandplanter, f.eks. submerst voksende vandaksarter har på det tidspunkt for længst givet op, da de har en langt lavere vækstrate end Almindelig Vandpest.

Etymologi:

Om forklaring af slægts- og artsnavn, se omtalen under Smalbladet Vandpest. "Canadensis" = "Fra Canada", arten går ret langt mod nord.

Levested

: Næringsrige søer og åer, spildevandstekniske anlæg, grøfter o.s.v.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

Danske Vanplanter (Miljøstyrelsen, ligger på Internettet) og har fine detailbeskrivelser af vandplanter. Desuden Danmarks Vilde Planter (Skytte Christiansen).

De senest indberettede arter i Naturbasen: